Videre til indhold
Du er her: Forside » Artikler Om Ure » Basel World 2003

Basel World 2003

Nyheder fra verdens største urmesse

Så har vi igen været på messe i Basel. Verdens største messe med ure og smykker er stedet, hvor de stor firmaer præsenterer deres nyheder for fagfolk og offentligheden.

Først ser vi på Omega, vores topmærke og selvfølgelig der hvor vi er mest interesserede i at se nyhederne. Der kommer en række nye skiver til Seamaster Aqua Terra serien. Vi har bestilt flere af dem.

En utroligt flot nyhed er denne Speedmaster Broad Arrow i 18kt. rødguld. Pris? På den forkerte side af 100.000,-

En prismæssigt mere overkommelig model er en speciel udgave af den traditionelle Speedmaster Professional, udgivet i anledning af 30 året for den sidste mand på månen. Limiteret til 3000 stk. med speciel boks og en bog. Pris 20.300,- Vi har allerede fået den på lager.

Der er også kommet en Speedmaster Professional med dato og månefase i stål. Den har tidligere kun kunnet købes i hvidguld. Pris i stål ~ 23.000,-

Omegas nye museumsmodel er en "Petrograd 1915" i guld, pris? Over 50.000,- Museumsuret fra sidste år, "Officer 1945", var udstillet, men Omega kan stadig ikke levere, vi har haft den i restordre siden sidste år.

I et hjørne af Omegas stand var der udstillet nogle interessante gamle ting, bl.a. dette meget flotte lommeur med kronograf, jeg tror ikke glasbunden er original.

Tissot har 150 års jubilæum i år og det blev selvfølgelig markeret på behørig vis. Både med lagkage og med nye spændende ure.

Der kommer en limiteret serie af ure, både med og uden kronograf. Desuden kommer de både i stål og i guld. Der er tale om mekaniske ure i et flot retro design. Vi har bestilt en af hver i stål.

En af de teknisk set flotteste urmærker er Glashütte Original, som laver nogle meget flotte ure og værker.

Det tyske stueursfirma Sattler præsenterede et flot ur i byggesæt. Det så meget flot og gennembearbejdet ud, og prisen var yderst rimelig, 3.400,- €. Vi kan eventuelt formidle en kontakt hvis det skulle have interesse.

Mange bruger Formel 1 sporten til at promovere deres produkter, bl.a. Omega og Tag Heuer. Knap så kendt i Danmark er Oris, der havde en BMW F1 stående på deres stand som blikfang. Urene var påne uden at være noget særligt.

På messen i Basel handles der også for en formue i diamanter, var det måske noget med en 28,98 karat sten?


Tilbage til oversigten for baggrundsartikler.

Oprettet af vw
Sidst opdateret 2006-10-01 09:27