Videre til indhold
Du er her: Forside » Generelt » Backup, Spørgsmål og Svar

Backup, Spørgsmål og Svar

Svar på ofte stillede spørgsmål, specielt i forbindelse med køb af vintage ure.
Er I interesserede i at købe mit brugte/vintage ur, eller kan jeg få nedslag i prisen i forbindelse med en byttehandel med et andet af jeres ure? Det sker at vi køber kvalitetsure af vores kunder som en del af betalingen for et andet ur kunden måtte være interesseret i. Som nævnt ovenfor er det desværre umuligt at give et overslag over præcist hvor meget vi vil give som nedslag i prisen for et givet ur, da vi er nødt til først at undersøge det nærmere. Et par fotos af hhv. for- og bagsiden af et ur giver en idé om hvilken model vi taler om, men en præcis vurdering kræver at vi har haft mulighed for at undersøge uret på vores værksted. Som hovedregel har alle bedre fabrikater, specielt naturligvis Omega ure, vores interesse. Vi har en politik om, at ved køb af et fabriksnyt Omega ur, giver vi mindst 1.000,- kr. for kundens gamle Omega ur. Det gælder uanset hvilket nye Omega ur der er tale om, og specielt uanset stand eller type af kundens gamle ur. Der skal blot være tale om et ægte Omega ur fra de seneste 150 år, og der bliver kun tale om at vi garanterer prisen for det gamle ur vi køber een gang for hvert nyt Omega ur kunden ønsker.

  • Hvor meget er mit ur værd?

Det er desværre umuligt at svare på i det generelle tilfælde, specielt uden at man først har haft mulighed for at undersøge et givet ur nærmere på værkstedet.

I lighed med andre avancerede stykker teknik, er standen mindst lige så vigtig for salgsværdien af et ur, som hvilken specifik model der er tale om. Da urværker bliver slidt, kan blive udsat for vandskade, og dele kan skiftes, ville det være meget useriøst at give en pris ud fra et par fotografier, hvis uret f.eks. står over for at skulle hovedrepareres med udskiftning af mange dele af værket mv. Mange potentielle problemer kan være specielle for en given type af urværk, og typen er det oftest ikke mulig at fastslå med sikkerhed ud fra et billede af urskiven. Når vi vurderer standen af et ur, åbner vi det og undersøger både urskiven og detaljer i urværket under stor forstørrelse.

Et andet stort problem ved specielt vintage ure er eksistensen af 'Frankenstein modeller'. Det er ure, hvor værket kan være udskiftet med en forkert type, skiven ikke hører sammen med kassens referencenummer osv.

Gennem årene har det altid været kutyme inden for urmagerbranchen at gøre hvad som var nødvendigt for at få repareret en kundes ur. Udskiftning af større eller mindre delkomponenter må anses for at være normalt. Desværre er det ret åbenlyst, at et ur, som er sammensat af urelaterede delkomponenter som værk og kasse, ikke opnår nær så høj en pris, som et komplet originalt ur, som kan stå mål for selv den mest kritiske undersøgelse.

Så er der jo desuden problemerne omkring direkte forfalskninger af de kendte urmodeller fra de store Schweitziske fabrikanter. Forfalskninger er ikke et moderne fænomen. Der findes faktisk 'Omega' ure fra f.eks. halvtredserne, som aldrig har set indersiden af Omega fabrikkerne. I Danmark er det ulovligt at eje eller arbejde på forfalskninger, og vi vil ikke røre dem med en ildtang.

Vi må desværre alt for ofte skuffe kunder, som kommer i butikken med deres ure, fordi de måske har betalt alt for meget for et givet ur ved en netauktion, hos nogle af vores useriøse 'konkurrenter' eller i privat handel. Bl.a. derfor har vi, som stort set de eneste, indført en skala for (model) originalitet af de restaurerede vintage og brugte ure, som vi sælger. Vi opfordrer alle interesserede om at spørge nærmere omkring ure i vort lager, som de måtte være specielt interesseret i.

Tilbage til oversigten.


  • Sælger I reservedele? Jeg er ved at reparere et ur, og mangler en...

Beklager, men vi har desværre ikke mulighed for at påtage os at skaffe reservedele og andre komponenter til ure. De dele som vi måtte have, er kun til eget forbrug.

Tilbage til oversigten.


  • Hvorfor overhovedet købe et vintage / brugt ur?

Det kan der være flere gode grunde til. Hvis man er samler, kan en ældre model selvsagt have interesse Også mere almindelige ur kunder kan have stor glæde af et vintage ur. Typisk vil der være tale om ure af meget høj kvalitet, hvor et tilsvarende nyt ur vil koste langt mere. Desuden er de fleste af urene forholdsvis sjældne. Det er altså ikke hvem som helst, som går med et ur magen til.

Tilbage til oversigten.


  • Hvorfor koncentrerer I jer næsten udelukkende om Omega ure inden for vintage området?

På grund af den nemme adgang til originale reservedele, samt den generelt meget høje konstruktionskvalitet i Omega urværkerne.

Når man skal udføre korrekt vedligeholdelse og reparation af et mekanisk urværk, siger det sig selv at slidte dele skal udskiftes efter behov. Dette er simpelthen en nødvendighed for at et urværk, i lighed med andre mekaniske konstruktioner som fx. biler, ikke blot bliver yderligere ødelagt eller nedslidt, og for at korrekt og præcis funktion kan opnås.

Inden for de seneste år har de fleste af de store urmærker desværre indført en politik omkring begrænset adgang til deres lager af reservedele, specielt inden for vintage området. Mere præcist er det nu om dage kun et meget begrænset antal af de kendte mærker, som overhovedet sælger reservedele ud af huset til uafhængige urmagere. Fabrikkerne giver som oftest forskellige argumenter for denne politik, men resultatet er altid det samme: Urmagerne reduceres til at være salgsleddet for fabrikanterne uden at urmagerne har mulighed for at udføre selv de simpleste reparationer. Kundernes eneste mulighed for at få deres ure repareret eller serviceret er da at indsende uret til fabrikkens eget serviceværksted. Resultatet er lange leveringstider, stigende priser på reparationer og reduceret service over for kunderne.

Omega er et af de meget få urmærker, som stadig sælger reservedele til andre end deres egne serviceværksteder. Som et resultat heraf er Omega ure et af de meget få mærker, som vi kan reparere og servicere overhovedet. Somme tider kan uoriginale reservedele benyttes til reparation af andre mærker, men som hovedregel er vi tvunget til at henvise kunden til fabrikkens eget serviceværksted. Dette vil vi hverken byde vores kunder eller os selv som interesserede i urmagerfaget.

Desuden er der problemet med selve det original design af de forskellige værker. Inden for de seneste 100 år eller så er stort set alle Omega's konstruktioner af en så generel høj kvalitet at det er både muligt, praktisk og økonomisk forsvarligt at begynde at arbejde på værket. Langt de fleste af de oprindeligt billigere mærker er, ærligt talt, så dårligt designet at værkerne i dag er slidt ned og ødelagt i en grad at det for os som fagfolk er næsten håbløst at gå i gang med. For at opnå den for os som garantigivere nødvendige pålidelighed efter reparation eller service kan og vil vi ikke lave 'sjuskearbejde' for at uret måske går endnu et par dage. Læg hertil mangelen på reservedele, og det kan forhåbentligt ikke undre at vi som hovedregel afviser overhovedet at arbejde på andre mærker end Omega, for slet ikke at tale om at rådgive folk til at købe andet end vintage Omega ure.

Vi er udemærket klar over at der er et utal af andre sælgere, specielt på nettet, som sælger alt mellem himmel og jord, samt at mange hobbyfolk er meget begejstrede for diverse mere eller mindre kendte mærker. Men så længe vi hverken kan få reservedele, og de 'interessante' urværker er af en ringe konstruktion, så må vi desværre afvise folk. Hvordan andre kan få dem selv til at sælge og give garanti på disse værker skal vi lade være usagt.

Tilbage til oversigten.


  • Er det en ulempe hvis uret har et mekanisk værk?

Bestemt ikke. Det mekaniske ur har en flere hundrede år lang historie bag sig, hvorigennem teknikken er blevet udviklet og forfinet, og det har vist sin værdi og stabilitet gennem mange år. Det elektroniske ur har kun omkring 35 års historie bag sig, og har slet ikke nået samme niveau af teknologisk modenhed. Man bør også tænke på miljøet, et mekanisk ur skal aldrig have skiftet batteri.

Tilbage til oversigten.

  • Er vintage urene vandtætte?

For vores totalrenoverede vintage ure gælder oftest at de er stænktætte, men ingen af dem kan anbefales til vandhunde. Dette vil sige, at de kan holde til normalt, dagligt brug men ikke badning og dykning. Individuelle forskelle forekommer, så spørg eventuelt om detaljer om det ur De måtte være interesseret i. Specielt ældre dameure fra før 1970 har ofte overhovedet ingen form for vandbeskyttelse. Dvs. der er ofte fuldstændigt åbent ved kronen, så vand umiddelbart kan trænge ind til urværket. Lommeure er ikke vandtætte eller vandbeskyttede.

Tilbage til oversigten.

  • Må jeg tage mit nye ur med i bad, svømmehallen, spa eller sauna?

Stort set alle moderne ure man kan købe i dag af en rimelig kvalitet, er hvad man kalder vandbeskyttet. Det betyder at de har pakninger og en kasse i en kvalitet, sådan at man i dagligdagen ikke behøver at tage specielle hensyn til uret i forbindelse med håndvask o.lign.

MEN hvis man ønsker at bruge uret i situationer, hvor det vil blive meget vådt i længere tid, bør man vælge sit ur med omhu. Et ur, som f.eks. er mærket vandtæt til 30m er som hovedregel ikke egnet til en tur i svømmehallen eller på surfbrættet. Vandbeskyttelsen er i dette tilfælde som nævnt tilstrækkelig til stænk og dryp, men hvis uret bliver dykket under overfladen, er det erfaringsmæssigt kun et spørgsmål om tid, før der er vand inde i uret.

Vandhunde bør derfor vælge et ur, som er beregnet til formålet. Dvs. som oftest skal uret have skruekrone og, for kronografer, vandtætte sidetryk. I Omega programmet må specielt de moderne Seamaster og Aqua Terra modeller anses for egnede til et dyp i baljen.

Ure, som har skruekrone, SKAL have kronen skruet til på alle tidspunkter, undtagen naturligvis når uret stilles eller trækkes. Der er ingen sikkerhed for at uret er tæt, hvis kronen ikke er skruet til. Kronen bør ikke skrues i med al vold og magt. Det vil ikke gøre uret mere vandtæt end en 'blødt' tilskruet krone, men blot tjene til at slide unødvendigt på pakninger og gevind.

Generelt er det en god idé at tænke på urets grad af vandtæthed på samme måde som en mere eller mindre velkonstrueret vandhane. De fleste vandhaner vil ikke give problemer med dryp når de er nye, men uanset hvor godt hanen er konstrueret, vil de alle, før eller siden, begynde at dryppe, hvis de ikke vedligeholdes korrekt. Bl.a. derfor anbefaler vi alle, som seriøst bruger deres ure i det våde element til svømning, dykning eller sejlads, at de får urets pakninger checket en gang om året, typisk om foråret. Folk med mere beherskede vandvaner kan oftest nøjes med at få urets vandbeskyttelse checket hvert andet år. Forholdsreglerne omkring at få pakningerne checket jævnligt gælder også for gode dykkerure, som fx. en 300m Omega Seamaster Pro. Læs også nærmere omkring vores serviceklub.

Hvis urets vandbeskyttelse ikke holdes ved lige, vil alle ure, uanset hvor godt de er konstrueret, før eller siden begynde at lække. Vi ser desværre jævnligt ure, hvor værket har været i kontakt med f.eks. saltvand, og det er ikke et kønt syn.

Ure bør ikke tages med i bad. Mange typer af sæbe indeholder slibe- og affedtningsmidler, som ødelægger finishen af overflader og specielt leddene i lænker, samt slider unødvendigt på urkassens pakninger. Store temperaturudsving, som f.eks. optræder når man løber fra den finske sauna og ud i sneen (eller omvendt), giver en forøget risiko for problemer, da pakningerne og kassen ikke udvider og trækker sig sammen i samme tempo.

Guldure, eller ure, som har guld som en del af kassens konstruktion i form af stål/guld kombinationer, bør ikke komme i kontakt med klorvand, som vi f.eks. finder i svømmehallen. Kloret indgår i en kemisk forbindelse med organiske restprodukter, som faktisk kan angribe guld. Guldet vil derfor ofte få et grumset og kedeligt udseende efter at have været i kontakt med klorvand. Ure lavet af rustfrit stål eller de fleste syntetiske materialer har ingen problemer med klorvand.

Tilbage til oversigten.

  • Kan et vintage ur holde til at blive brugt?

De fleste af vintage urene kan sagtens tåle at blive brugt. Især de nyere modeller fra 60'erne og 70'erne er hvad angår urkassen fuldt ud på højde med de fleste moderne ure. Værket er som regel langt bedre, måske bortset fra værkerne i de bedste nye ure.

Tilbage til oversigten.

  • Hvor nøjagtigt går et vintage ur?

For vintage mekaniske ure kan man typisk regne med en nøjagtighed på ca. +/- 10-30 sekunder per døgn.

Tilbage til oversigten.

Oprettet af vw
Sidst opdateret 2017-02-18 12:51