Videre til indhold
Du er her: Forside » Generelt » Uhrmageriets historie og personerne bag

Uhrmageriets historie og personerne bag

Grundlagt 1855
Uhrmageriets butikslokale

Uhrmageriet er mere end blot en almindelig urmagerforretning. Vi bruger al vores erfaring og viden til gavn for alle dem, der holder af kvalitets ure. Ud over salg og vejledning omkring nye ure istandsætter og restaurerer vi vintage og bedre, nyere ure, så de så vidt overhovedet muligt bliver i perfekt historisk og håndværksmæssig stand. Dette gælder ikke blot for de ure, som vores kunder indleverer til reparation og service, men også for de vintage og brugte ure Uhrmageriet selv sælger. Alle får de en perfekt behandling på vores værksted, hvor det traditionelle håndværk går hånd i hånd med den nyeste teknologi.

Der har været urmager i Sønder Allé 5 siden huset blev bygget i 1923. Før den tid har butikken ligget først i Vestergade og siden på Store Torv, altid i centrum af Århus.

Forretningen er oprindeligt grundlagt den 3 juli 1855 af I. C. Filtenborg (senere Etatsråd og importør af Omega ure). Den 9. februar 1869 blev forretningen overtaget af H. W. Meinche, der lagde navn til butikken frem til 1971, hvor K. Birkegaard tog over. Den 1. april 2001 overtager Uhrmageriet ved Keld og Claus Damkjer forretningen på Sønder Allé.

Keld Damkjer
Keld Damkjer

1993 startede Keld Damkjer sit værksted med restaurering og salg af klassiske vintageure i Banegårdsgade i Århus. Først under navnet Keld's Uhrmageri og senere som Uhrmageriet. Keld (født 1945), der er urmager i anden generation, har arbejdet med ure det meste af sit liv, siden 1981 som mester. I 2005 fejrer han 40 års jubilæum som udlært urmager.

Det nære forhold til det traditionelle håndværk og den høje kvalitet af hans arbejde har bl.a. givet sig til udtryk i hans udvalgsarbejde omkring den seneste revidering af den danske urmageruddannelse i 1991, og mere end 10 år som skuemester til svendeprøverne på Den Danske Urmagerskole i Ringsted. Han har desuden i en årrække siddet i komiteen for urmuseet i Den Gamle By i Århus.

Claus Damkjer
Claus Damkjer

Tredje generation i Uhrmageriet er også sikret, da Claus Damkjer (født 1966) blev udlært som urmager i august 1999. Claus blev først uddannet elektroniktekniker, men besluttede sidenhen at følge familietraditionen som urmager. Desuden er det Claus, der fra Internet-starten i 1997 har været ansvarlig for denne del af forretningen.

Oprettet af vw
Sidst opdateret 2007-11-26 16:37