Videre til indhold
Du er her: Forside » Nyheder » Omega Seamaster Aqua Terra 15'000 Gauss Anti-Magnetic

Omega Seamaster Aqua Terra 15'000 Gauss Anti-Magnetic

Vi har nu Omegas flotte anti-magnetiske model på lager.

Det er nok velkendt, at klassisk opbyggede mekaniske urværker til bl.a. armbåndsure er følsomme over for kraftige, eksterne magnetfelter. Man risikerer, at kraftige magnetfelter fra fx. permanente magneter, gør de enkelte dele i værket magnetiske. Dette kan betyde, at de forskellige bevægelige dele i værket 'klæber' til hinanden, hvilket ofte forhindrer at et ur går korrekt, hvis overhovedet. Der skal ikke ret meget magnetisering til, før de meget små mekaniske kræfter i urværket bliver komplet overvældet.

Een konsekvens heraf er, at professionelle urmagere har specielle værktøjer til rådighed, som kan afmagnetisere alle relevante urkomponenter. En sådan afmagnetisering kræver dog ofte, at urværket først skal komplet adskilles. Det er derfor oftest den bedste løsning blot at anbefale, at mekaniske urværker som hovedregel ikke bør udsættes for meget kraftige, statiske magnetiske felter. Moderne ure, som fx. mange modeller fra Omega, har dog en indre anti-magnetisk afskærmning, som gør at selv et traditionelt urværk er rimeligt beskyttet mod almindeligt forekomne magnetfelter. Den præcise grænse afhænger dog af typen af det enkelte urværk, urets konstruktion mv.

Det specielt problematiske aspekt af mekaniske urværkers følsomhed over for kraftige magnetfelter er, at i nogle situationer er det ikke muligt at undgå at møde disse. Specielt inden for svær- og elektroindustrien møder man ofte kraftige magnetfelter i kortere eller længere tid. Een velkendt og ret problematisk situation opstod for tyske og schweiziske lokomotivførere. Specielt ved kørsel med tunge godstog i Alperne udsatte lokomotivernes ekstremt kraftige motorer og andet elektrisk udstyr ure (og personale) for ret kraftige magnetfelter.


Som vist på illustrationen til højre er den klassiske tilgang til dette problem at indkapsle urværket i en indre kasse, som leder eksterne magnetfelter uden om selve urværket. I nogle specielle modeller for særligt krævende situationer, kan denne indre kasse være lavet som en dobbelt skal af det anti-magnetiske afskærmningsmateriale 'mu-metal'. Men selv denne drastiske løsning har sine begrænsninger. Alle metaller, som påvirkes af magnetfelter, mister på et eller andet tidspunkt deres afskærmende virkning over for ydre magnetiske felter.


I praksis er en magnetisk afskærmning derfor kun en løsning over for relativt moderate påvirkninger, typisk felter på under 1000 Gauss. Over dette niveau bryder det ydre magnetfelt igennem afskærmningen. Alligevel blev denne metode benyttet til de specielle urmodeller, som var beregnet bl.a. til førere af eltog. Det kommer derfor næppe som den store overraskelse, at Omegas oprindelige urmodel med særlig kraftig magnetisk afskærmning, introduceret tilbage i 1960'erne, bar navnet 'Railmaster'. (Bemærk: Urværket i den nyere model med samme navn, ref. no. 2502.52.00, har ikke specielle anti-magnetiske egenskaber.)


Nu har Omega introduceret en ny og revolutionerende løsning på dette klassiske problem. I stedet for at pakke urværket ind i en antimagnetisk skal, som skal lede de magnetiske felte uden om selve urværket, har Omega udvalgt og opbygget selve værket af dele, som ikke bliver påvirket af magnetisme. Dvs. der er tale om dele af materialer, som ikke *kan* gøres permanent magnetiske. En nøglekomponent i denne sammenhæng er Omegas nytænkning af den fine spiralfjeder, som er selve hjørnestenen i et mekanisk urværk af høj præcision. Da Omega for få år siden udviklede teknologien til at fremstille denne kritiske fjeder i metallet Silicium (Si14), nok bedre kendt som grundlaget for den moderne mikro-elektronik, havde de samtidigt nøglen til at kunne udvikle en helt ny type af anti-magnetisk beskyttet urværk.


Den første model, som benytter denne revolutionerende løsning, er den anti-magnetiske Seamaster Aqua Terra 15'000 Gauss. Det helt nye værk, co-axial kaliber 8508, blev introduceret i 2013, og har siden dannet grundlaget for Omegas serie af Master Co-Axial anti-magnetiske værker. Denne familie inkluderer nu bl.a. kaliber 8400/8401, 8500, 8511 og 8520.

15'000 Gauss, svarende til 1,5 Tesla, er ca. 30'000 - tredive tusinde - gange kraftigere end Jordens naturlige magnetfelt. Med den stigende forekomst af kraftige magnetfelter fra permanente magneter i vores elektroniske gadgets, er de anti-magnetiske egenskaber af et mekanisk urværk af stadig stigende betydning. Ure med Omegas Master Co-Axial værker er også specielt egnede for professionelle brugere, som via deres profession til dagligt omgås meget kraftige magnetfelter. Det kan fx. være elektrikere, servicemedarbejdere inden for industrien, samt personale inden for mange faggrene af naturvidenskaberne.


Omega Seamaster Aqua Terra 15'000 Gauss modellen har med den tigerstribede sekundviser i gul/sort, samt den gule påskrift ">15'000 GAUSS" på selve urskiven, et meget karakteristisk udseende. Dette signalerer, at her er tale om et helt specielt og revolutionerende ur.

Modellen fås enten med stållænke eller en brun læderrem.

Data:
Værk: Cal. 8508 specielt anti-magnetisk Co-Axial automatik, dato.
Kasse: Stål, safirglas, skruelukning, skruekrone, vandtæt til 15 atm.
Skive: Halvblank mørkebrun, nærmest sort, med 'sunburst' slibning og lodrette indslibninger. Påsatte indeks og logo, gul skrift.
Diameter: 41,50 mm.
Lænke: Massiv stållænke samlet med skruer, foldelås.

Omega Seamaster Aqua Terra.
Oprettet af cd
Sidst opdateret 2015-06-01 14:58