Videre til indhold
Du er her: Forside » Omega Ure » Omega Seamaster PloProf 1200m Herre Model

Omega Seamaster 'PloProf' 1200m Herre model

Seamaster PloProf er tilbage. Modellen, som oprindeligt blev udviklet i samarbejde med den berømte franske havforsker Jaques Cousteau i 1970, er nu genintroduceret i en opdateret udgave med den nyeste teknik.

PloProf modellen er nærmest legendarisk, og den nye udgave lever fuldt ud op til den oprindelige model fra 1970. Den er på alle måder et gennemført flot og voldsomt ur.

Urkassen måler 54x48mm og 17mm i tykkelsen, og modellen i rustfrit stål vejer med lænke hele 285 gram! Til sammenligning vejer udgaven fra 2015 i titanium 'kun' 175 gram. Kassen er vandtæt til 1200 meter, svarende til 120 atmosfærers overtryk, og værket er Omega's inhouse kaliber 8500 automatik. Dette værk, med co-axial gang og dobbelt fjederhus, har hele 60 timers gangreserve.

Læg specielt mærke til dykkerringen. På mange dykkerure bliver teksten på dykkerringen let slidt eller ridset, men det samme sker ikke så nemt på en PloProf. Her har dykkerringen øverst et lag af safirglas, som er ekstremt svært at ridse.

Bemærk også lænken, samt låsen og og og... Man kan blive ved med at opdage flotte og lækre detaljer, som fortjener opmærksomhed på dette 'genoptryk' at en klassiker i Omegas program.

På fotoet øverst på siden er vist både den nye og den oprindelige model (øverst) fra 1970. Det er tydeligt at se slægtskabet, omend alt er nyudviklet på den moderne udgave af uret.


Nyhed! ♂ Herreur
Omega - Seamaster PloProf 1200m
"Master Chronometer"

Omega Seamaster PloProf i 3. generation udførelse. Denne nyhed i titanium blev oprindeligt præsenteret på Basel World messen i 2015, men blev først klar til levering i efteråret 2016, og er nu endelig på lager hos Uhrmageriet.

Dette er en af de mest ultimative dykkerure nogensinde.

Data:   ♂ Herreur
Værk:   Kaliber 8912. Master Co-Axial Automatik.
Kasse:   Titan/keramik, skruelukning. 55x48mm, dykkerkrans med skala i sort keramik med Super-Luminova.
Skive:  Sort, indeks med "Super-LumiNova".
Diameter:  55 mm.
Rem/Lænke:  Flettet "Shark proof" lænke i titanium og sort gummirem medfølger.
Model nr:  227.90.55.21.01.001
Forretningsbetingelser.

Pris:  

81.400,- dkk.

  Send forespørgsel!

Den helt specielle facon af PloProf uret blev allerede grundlagt i 1. generation af dette ur fra 1970 udfra behovet om et voldsomt robust dykkerur. Kassen på denne seneste version er nu i titanium, og er tillige endog endnu stærkere og desuden betydeligt lettere end den tidligere stålmodel. På ProPlof urene sidder den kraftige skruekrone godt beskyttet på venstre side af uret, således den ikke generer håndleddet under hårdt fysisk arbejde når uret bæres på venstre arm.

Dykkerkransen kan først drejes når den orange knap kl. 2 presses ind, og derved undgåes at kransen utilsigtet bliver flyttet. Ved kl. 4 sidder den automatiske helium ventil. Til forskel fra de tidligere generationer af PloProf har denne nyeste udgave fået safirglas indsat i bagkassen, således at det flotte "Master Chronometer" godkendte værk kan studeres nærmere.

Til uret medfølger både den klassiske flettede "Shark Proof" lænke i titanium, samt tillige en sort gummirem. Begge passer med det samme titanium foldespænde med mikro-regulering og forlænger klap.



♂ Herreur
Omega - Seamaster PloProf 1200m
"Professional Diver"

Seamaster Ploprof er en ener i Omegas sortiment, stort - tungt - maskulint. Ikke en model man ser mange af rundt omkring. Hvis det ønskes, kan der monteres en kraftig gummirem med det samme spænde som til lænken. Ploprof laves også i en hvid udgave.

Data:   ♂ Herreur
Værk:   Kaliber 8500. Co-Axial Automatik, dato.
Kasse:   Stål, skruelukning. Antirefleksbehandlet safirglas, automatisk heliumventil, dykkerkrans med safirglas, kraftig beskyttet skruekrone, knap til løsning af dykkerkrans.
Skive:  Sort med indeks.
Diameter:  55x48 mm.
Rem/Lænke:  Flettet stål, foldespænde med dykkerforlænger.
Model nr:  224.30.55.21.01.001
Forretningsbetingelser.

Pris:  

62.800,- dkk.

  Send forespørgsel!



Et legendarisk dykkerur vender tilbage:
Omega Seamaster PloProf 1200m

I 1970 lancerede Omega et ur, som var blevet skabt til at kunne modstå det knusende tryk, som professionelle dykkere udsættes for på store dybder. Uret var den nye Seamaster 600 model, den såkaldte "PloProf" (dannet af de første bogstaver i 'plongeurs professionnels' - fransk for "professionel dykker"), og modellen var en af de mest hårdføre, robuste og sødygtige armbåndsure, som nogensinde havde set dagens lys.


Den umiskendelige Co-Aksiale PloProf

Omega har nu introduceret en opdateret udgave af dette klassiske og let genkendelige armbåndsur. Den første model af 2. generation af uret fra 2009 er udstyret med Omegas eget in-house værk, kaliber 8500, og den nye PloProf 1200m er nu - som navnet antyder - vandtæt til en dybde på helt utrolige 1200m. Modellerne fra 2. og 3. generation kombinerer stilfuldt forgængerens legendariske udseende og funktion, nu med Omegas banebrydende co-aksiale teknologi i urværket.

Urkassen på en PloProf kan ikke forveksles med nogen anden model: Den meget karakteristiske og svært forstærkede beskyttelse af skruekronen er placeret kl. 9 på urskiven. Denne placering tillader fri bevægelighed af håndleddet under arbejde, og forhindrer tillige utilsigtet betjening af kronen.


Designet til og for dykkere

Justering af dato og tid sker ved først at skrue kronen ud for derved at frigøre beskyttelseskappen, hvorefter kronen nu kan trækkes ud til den ønskede position. Det co-aksiale urværk tillader at man justerer timevisningen separat fra minutterne, hvilket gør det trivielt at justere fx. mellem tidszoner, samt frem- og tilbagestilling melllem sommer- og vintertid.

Kl. 2 på urkassen finder man PloProf'ens karakteristiske orange knap i anodiseret aluminium til frigørelse af dykkerkransen. Når knappen trykkes i bund frigøres dykkerkransen, som derefter frit kan drejes i begge retninger og efterfølgende fastlåses i en ønsket position. På denne måde sikres man mod at der utilsigtet flyttes på dykkerkransen, fx. under et dyk. Dette kan være livsvigtigt ved dyk på stor dybde, da dykkerkransen - som navnet antyder - ofte benyttes til at måle længden af et dyk. Opholder man sig for længe på stor dybde, er der endog meget stor risiko for dykkersyge, hvilket kan være akut livsfarligt.

PloProf uret har tillige en automatisk helium ventil placeret på siden af kassen kl. 4. Denne funktion tillader helium atomer, som under højt tryk langsomt kan diffudere gennem selv massive materialer som stål(!), at undslippe urets indre. Dette er af betydning for professionelle dykkere efter længere tids ophold i dykkerklokker.


To-delt bagkasse med låst orientering

Urkassen er fremstillet i børstet rustfrit stål med polerede kanter. Bagkassen på 2009 modellen er to-delt, hvilket tillader den midterste del at have en fast orientering. Herved sikres at de karakteristiske bølger, den berømte søhest, ordet Seamaster samt det højglanspolerede Omega logo altid vender korrekt når bagsiden af urkassen betragtes. En separat låsering, som fikserer midterstykket, har sort udfyldte indgraveringer af ordene “1200m/4000ft”, “Ploprof” samt “OMEGA 8500 Co-Axial Escapement”.

På 2015 modellen har midterstykket fået indsat et meget kraftigt vindue i massivt safirglas, hvilket tillader betragtning af urværket.

Seamaster Ploprof 1200m urene har en poleret, sortlakeret urskive med påsat poleret Omega navn og logo. Ordet “Professional” er påstemplet med hvidt tryk. Tillige med time- og minutviserne har de polerede timemarkører indlæg af hvidt Super-LumiNova, hvilket tillader aflæsning af uret under selv de mest vanskelige forhold. Minutviseren, som er af afgørende vigtighed specielt for dykkere, er i overstørrelse og fremstillet af orange anodiseret aluminium. Uret har tillige et vindue på urskiven ved 4:30 med dato indikering.


På håndleddet; på våddragten

2009 udgaven af PloProf 1200m i rustfrit stål kan valgfrit leveres med enten den klassiske "Shark Proof" lænke i børstet og flettet stål, eller alternativt enten en sort eller orange gummirem. 2015 modellen i titanium leveres med både lænke og sort gummirem.

Lænken har et dobbelt system for længdejustering, er udstyret med Omegas nye dykker sikkerhedslås, og tillader justering af længden i 18 trin. Der medfølger desuden en ekstra udvidelse til lænken, som tillader at uret bekvemt kan bæres uden på fx. en dykker- eller sejlerdragt.

Uret leveres i en præsentationsæske med lynlås, som er fremstillet med en overflade af sort Neopren, det samme materiale som bruges til fremstilling af en dykkers våddragt.


Respekt for fortiden, definering af fremtiden

Omega Co-Aksial Ploprof 1200m modellerne har bevidst fået en slående lighed med deres berømte ophav, og de fortsætter traditionen med robust pålidelighed og vandtæthed, kvaliteter som altid har defineret Omegas dykkerure. Men under overfladen finder vi tillige nogle bemærkelsesværdige forbedringer: For eksempel er urene drevet af Omegas nye familie af co-aksiale værker med rokkerfri balance. Denne familie af in-house urværker, som blev introduceret i 2007, blev designed fra bunden af Omega. Disse værker er en af hjørnestenene i revolutionen inden for mekaniske urværker, som har fundet sted i firmaet siden 1999.

Med lanceringen af Seamaster Ploprof 1200m urene har Omega på ny bragt et legendarisk dykkerur tilbage på markedet, nu ved at kombinere det klassiske udseende af kassen med det ypperste inden for moderne urmager teknologi.


Kraftværket i en PloProf: Omega kaliber 8500 co-aksial familien

I 1890 begyndte Omega at producere de første massefremstillede urværker efter moderne produktionsprincipper. Mere end 100 år senere tog firmaet et skridt, som vil have endnu mere vidtrækkende følger for ur industrien, da de i 2007 lancerede de første in-house værker i kaliber 8500 familien. Urværker, som også udgør hjertet i PloProf modellerne.

Denne familie af urværker, som bl.a. benytter Omegas co-aksiale gang, cementerer Omega som en ledende frontfigur inden for det højt specialiserede fagområde for design af moderne mekaniske urværker. For at sikre optimal levetid og funktion blev de 202 dele i en kaliber 8500 alle designet og siden fremstillet på Omegas egen fabrik ved brug af den nyeste teknologi fra det 21. århundrede.

I 1999 demonstrerede Omega som de første seriefremstilling af den co-aksial gang på en industriel skala, baseret på en opfindelse af urmager Dr. George Daniels. Det er urets gang, som regulerer overførslen af energi fra fjederhuset til selve værket. Kombinationen af den rokkerfri balance med den co-aksiale gang giver den optimale langtidsstabilitet til et urværk. Ydermere, som følge af den stærkt reducerede gnidningsmodstand i den co-aksiale gang, er behovet for smøring i form af olie næsten elimineret.

Det automatiske optræk er drevet af en yderst effektiv dobbeltvirkende rotor. Fra optræksmekanismen løber energien igennem to fjederhuse, hvilket giver urværket en imponerende gangreserve på 60 timer.




Tilbage til oversigten for nye Omega ure.